FLAMENCO FOR NYBEGYNDERE
Hvad kan du forvente til en flamencoforestilling
Har du aldrig set flamenco? Her er, hvad cante, baile og guitar egentlig handler om på en madrilenisk tablao – og hvorfor selv nybegyndere går derfra og stadig taler om det.
Se datoer for Los Porches på GetYourGuide ↗Tre stemmer, én kunst
Flamenco er i virkeligheden tre strenge flettet sammen, og en god tablao-aften lader dig adskille hver enkelt. Der er cante, sangen, leveret råt og uden mikrofon af en cantaor eller cantaora; baile, dansen, med holdt kropsholdning og hamrende fødder; og toque, guitaren, som sætter tempoet og svarer sangeren igen. UNESCO optog flamenco på sin liste over immateriel kulturarv i 2010, og Madrid har længe tiltrukket kunstens største navne. Det, der overrasker de fleste førstegangsgæster, er, hvor lidt det ligner en poleret sceneopsætning. Det fungerer mere som en samtale – sangeren åbner, guitaren svarer, danseren replikerer, og hele lokalet læner sig frem for at lytte. Hold op med at vente på en historie, indstil dig i stedet på følelsen, og så falder det hele på plads.
Scenen: hvem står på scenen
Gruppen på scenen kaldes cuadro. På en tablao finder du typisk en eller to sangere, en eller flere dansere og en guitarist, og alle, der ikke danser, klapper og råber, mens de øvrige optræder. Ingen sidder bare passivt: Danseren, der venter på sin tur, holder klappet i gang, sangeren markerer takten, og alle pumper energi tilbage i rummet. Det er en stor del af grunden til, at en tablao føles så levende – du ser performerne spille op mod hinanden i realtid og fanger et smil eller et løftet øjenbryn, når nogen rammer en passage perfekt. Der er en ramme, der holder det sammen, men meget af det er faktisk skabt på stedet, formet af rummets stemning og kunstnernes humør den aften.
Palos: flamencoens stemninger
Flamenco er ikke én stil, men en familie af former kaldet palos, hver med sin egen rytme og følelsesmæssige farve, og en forestilling arbejder sig typisk gennem flere af dem. Soleáen er dyb og alvorlig, tæt på en klagesang; seguiriyaen er endnu tungere – flamenco i sin mest rå form. Så vender det: alegrías fra Cádiz er lyse og solrige, og bulerías er hurtige, drillende og fulde af skælmeri – ofte nummeret, der runder aftenen af på en løs og glad tone. Du behøver ikke kunne navnene, mens de passerer forbi. Men at vide, at aftenen svinger fra sorg til fest, hjælper dig med at følge formen – de langsomme, smertende numre skal føles sådan, og løftet, når tempoet springer op, er hele pointen med dem.
Palmas, compás og jaleo
Motoren under det hele er compás, flamencoens knudrede rytmiske cyklus. Du hører den holdt af palmas (håndklap), nogle gange pitos (fingerknips) og danserens hælslag. Ovenpå kommer jaleo – de opmuntrende råb, som performerne kaster til hinanden, det berømte ¡olé! samt ¡vamos! og ¡así se baila! Intet af det er for show; det er ærlige reaktioner på en god frase, og de smitter. Du er velkommen til at deltage i jaleoen selv, når noget virkelig rammer dig – for den ene etiketteregel, der er værd at kende, før du klapper med, se vores tips længere nede. Det, der er let at misse første gang, er, at hver palo har sit eget compás-mønster, så selve klappet skifter form og følelse fra nummer til nummer – ikke kun tempoet.
Duende: det, alle jagter
Spørg enhver om flamenco, og ordet duende vil dukke op før længe. Det er den næsten overnaturlige ladning, der opstår, når en optræden holder op med bare at være dygtig og bliver noget, der får hårene til at rejse sig på armene. Federico García Lorca holdt en berømt forelæsning, hvor han forsøgte at sætte ord på det, og endte for det meste med at konkludere, at det ikke kan lade sig gøre – duende kommer på sine egne præmisser, den kan ikke forfalskes eller bookes ind, og ikke hver aften overgiver den sig. Det er netop det, der gør det værd at betale for at se flamenco live på en tablao. Du er ikke der for et sikkert spektakel; du er der for chancen for, at alt i aften falder på plads, og hele rummet mærker det sammen.
Du behøver ikke at "forstå" det
Det mest nyttige at vide som begynder er, at flamenco ikke kræver andet af dig end din opmærksomhed. Der er ingen sprogbarriere – sangen er på spansk, men den taler gennem stemme, bevægelse og rytme, så intet behøver oversættelse. Du behøver ikke kende palos eller tælle compás for at blive bevæget; masser af livslange fans kan det heller ikke. Mød op med et åbent sind, lad de langsomme numre forblive langsomme, og bekymr dig ikke om at gøre noget forkert. Hos Los Porches, med tapas og et glas vin foran dig, gør rammerne halvdelen af arbejdet med at få dig til at falde til ro – læn dig tilbage, og forestillingen klarer resten.